Sådan tørrer du dine friske krydderurter
Det er ingen hemmelighed, at vi sværger til friske krydderurter. Men derfor har de tørrede også deres styrker. Så hvorfor ikke holde begge dele i hjemmet?
Her får du en guide til, hvordan du let kan tørre dine friske krydderurter, hvis du har en rest til overs. På den måde kan du undgå spild og gemme dem til senere brug – de kan nemlig holde sig længe, når først de er tørrede.
To metoder
Når du tørrer krydderurter, fordamper de æteriske olier og dermed også en del af deres duft. De vil dog stadig have masser af skøn, stærk duft tilbage.
Du kan enten tørre dine krydderurter ved stuetemperatur ved at brede dem ud på et viskestykke indendørs eller ved at tørre dem i ovnen. Tørring i ovnen går dog en del hurtigere.
Sådan gør du
- Start med at rense krydderurterne i vand og tørre dem grundigt.
- Klip stilke af krydderurterne, og bred dem ud på ovnriste, en bageplade eller i ovnfaste fade (uden bagepapir).
- Tør dem ved 35-40 grader i mindst 8 timer.
- Når urterne er tørre, kan du let nulre bladende af stilkene.
- Smid stilkene ud.
- Put straks de tørrede urter i lufttætte beholdere for at undgå, at de suger fugt fra luften til sig.
- Lav evt. et lille mærkat på beholderen, så du kan skelne, hvis du tørrer flere urter.
Vær opmærksom på, at nogle krydderurter egner sig bedre til tørring end andre, såsom basilikum, timian, rosmarin, salvie, estragon og løvstikke. Mens du tørrer urterne, kan du nyde den skønne, koncentrerede urteduft, der spreder sig rundt i hjemmet.
Bevar urternes friskhed på frost
Du kan også vælge at fryse de friske krydderurter ned i stedet for at tørre dem. På den måde kan krydderurterne holde sig friske og gemmes til en anden lejlighed.
Læs mere om det i vores indlæg ”Sådan fryser og bevarer du dine friske krydderurter” : http://localhost:10133/saadan-fryser-og-bevarer-du-dine-friske-krydderurter/