PERSILLE
Petroselinum crispum
Persille er en af verdens mest populære krydderurter og bruges i alt fra pesto og saucer til stege og garnering. Og så er persille sprængfyldt med vitaminer!

OPSKRIFTER MED PERSILLE
Persille anvendes på utallige måder: Blade og stængler anvendes til saucer, salater, steg, garnering og grønt drys (f.eks. på årets nye kartofler), samt til bouquet garni
Oprindelse
Persillen stammer fra Middelhavsområdet.
Anvendelse i gamle dage
I 1300-1400 tallet blev persille anvendt som lægemiddel, hvor den skulle virke mod så forskellige sygdomme som blæresten, fnat, spedalskhed, brystonder og øjenlidelser.
Et af de gamle husråd lyder således: “Mod hoved- og kropslus gnides med knuste persillefrø i madfedt, frøene lægges også i undertøjet mod lus og utøj”.
Det lyder sikkert ikke særligt lækkert i vor tid, men måske man kan forsøge sig med et andet gammelt husråd: “Myg holder sig fra hud gnedet med frisk persille”.
Man ved også, at persillevand blev brugt som lindrende middel mod gigt.
Men der er også de mere tvivlsomme kure: “Planten lægges på halsen for tandpine og hænges om halsen for løse tænder”.
Også bønderne på Lyø havde glæde af persillen, hvis ikke soen kunne komme op på dupperne, for som de sagde:
“Vil soen ikke komme i brunst, får den en dusk persille”.
Persille nævnes i 1500-tallet adskillige gange i forbindelse med torveindkøb til den kongelige husholdning og i optegnelser fra 1546 oplyses det, at urten bruges i køkkenet og egner sig til al slags mad.
Fra 1800-tallet bliver krus- og rodpersille almindelige i køkkenhaver. Saucen til årets nye kartofler var tykmælksfløde kogt med finskåret persille, der også blev drysset på søberetten ‘ruskomsnusk’. Hverdagsdyppelsen til stuvede kartofler var mest hakket persille og et løg i det afstegte fedt fra flæsketerninger. Til kartoffelgildet efter optagningen spiste man kartoffelgrød med persille i smørhul.
Medicinsk
Persille indeholder klorofyl, som modvirker “hvidløgsånde” og urten har også mange andre gode egenskaber, bl.a. fremmer den fordøjelsen og modvirker hudældende, frie radikaler.
Den er rig på A, B, og C-vitamin, jern, jod, magnesium.
Te med persille virker blodtrykssænkende, samt vanddrivende og er i nogle tilfælde god mod allergier.
Ordsprog
Persille hjælper manden på hesten og kvinden i graven (Peder Syv 1688)
Papirsfolk (=meget kraftesløse) skal have persilleretter (1800-tallet)
En klog høne kan også gøre i persillen = komme galt af sted (Sønderjylland)
Persillefrø er længe om at spire – et gammelt mundheld på Holbækegnen siger: “Frøene skal først tre gange til helvede, før de kan komme op af jorden”.
Slang
Persillegade – gade hvor græsset gror højt.
Persillekræmmer, persillegartner – øgenavn til gartner.
Persillekasse – militær slang for utility-car.
Hakke persille = komme ud af takt i geleddet.